Hjælp til børn med særlige behov
Børnenes trivsel og udvikling er vigtig for os, og i vores fokus herpå tager vi udgangspunkt i børnenes individualitet og forskelligheder. At møde børn forskelligt er at møde børn lige. Vi indkalder forældre til børn med særlige behov til en snak om barnets udvikling og trivsel. Hvis vi sammen bliver enige om, at der er behov for det, indkalder vi vores samarbejdspartnere, som vi vil rådføre os med. Det kan for eksempel være Tværfagligt Team eller ergo- og fysioterapeuter.
Opsporingsmodellen: Tidlig opsporing
Som redskab til at understøtte vores arbejde med børn i udsatte positioner arbejder vi med et koncept, der hedder tidlig opsporing. Det er en systematisk refleksionspraksis, der hjælper os til at opspore de børn, der synligt ikke trives, og de børn, der tilsyneladende trives, men som kan være på vej til at udvikle behov for ekstra opmærksomhed.
Opsporingsmodellen har fire metoder, som vi anvender i det målrettede arbejde med en tidlig opsporing og indsats for at forbedre eventuelt manglende trivsel. Metoderne består af trivselsevaluering, dialogmøde, faglig sparring og den gode overgang. Udover at være et systematisk redskab er det samtidig en model med indbyggede rum for refleksion både individuelt, med kolleger og med forældre.
Se film om Opsporingsmodellen, åbner i YouTube.
Den kommunale dagpleje i Vestbjerg
Hvis kommunale og private dagplejere i vores lokalområde er interesserede i at komme på besøg i Stokrosen, står vores dør altid åben. I 2014 fik vi etableret et mere formaliseret brobygningssamarbejde med den kommunale dagpleje i Vestbjerg. Det betyder, at dagplejen og Stokrosen jævnligt besøger hinanden i løbet af året.
I foråret bliver der arrangeret en fælles aktivitetsdag for den kommunale dagpleje og Stokrosen samt de to børnehaver, Myretuen og Bakkely. Her deltager dagplejebørn, vuggestuebørn og de treårige børnehavebørn. Vi har desuden et godt samarbejde med Vestbjergs to andre børnehaver og skoler. I løbet af året har vi arrangementer for børnene, hvor alle mødes.
Samarbejde, der gør børnene skoleparate
Ved overgang fra børnehave til skolen afholder vi møder med en repræsentant fra de tre børnehaver samt repræsentanter fra DUS’erne og børnehaveklasseledere. Her bliver de fælles værdinormer gennemgået og diskuteret, og det samme gør kompetenceprofilen og samarbejdsaftalen.
Der bliver udarbejdet en besøgsplan for de børn, som skal starte i skole og DUS. Formålet med disse er at gøre børnene trygge ved at komme i skole og DUS samt at lære de andre klassekammerater og personalet i skolen og i DUS’en at kende. Vi har en håndholdt overgang, hvor en pædagog er på skolen de første skoledage. Vi vurderer så fra år til år ud fra børnenes behov, hvor mange dage pædagogen er til stede på skolen.
I løbet af foråret mødes de kommende skolebørn fra Myretuen, Bakkely og Stokrosen. De tilbringer tre dage sammen, hvor de laver forskellige aktiviteter, der styrker fællesskabet og knytter venskaber på tværs af børnehaverne. Vi indbyder også børn, der skal starte på Vestbjerg Skole, og som kommer fra andre børnehaver end de tre i Vestbjerg.