Trivsel og anerkendelse danner fundamentet for den pædagogik, vi anvender, og er udgangspunktet for valg af aktiviteter, vi laver med børnene. Vi arbejder med ICDP som pædagogisk redskab til at styrke og sikre kvaliteten i relationsarbejdet med børnene.
Vigtigst for os er, at vi har fokus på børnene i alt, hvad vi laver.
Trivsel
Vores højeste mål i Stokrosen er, at alle trives. Både børn og voksne. Når vi trives, oplever vi velvære, og der er balance mellem ressourcer og de krav, der bliver stillet. Trivsel er det enkelte menneskes opfattelse af balance og følelsen af at have overskud både fysisk og mentalt. Derfor er vi også mest modtagelige for læring, når vi trives. For at skabe trivsel, er det vigtigt, at vi så vidt muligt lever op til vores fælles mål. Det vil give et fællesskab med glade børn og voksne i en rar atmosfære.
Anerkendelse
Betingelsen for at trives i Stokrosen er, at vi tager udgangspunkt i en anerkendende tilgang til hinanden. For os handler anerkendelse om at være nysgerrige på hinanden, lytte og se flere perspektiver. Derfor har vi fokus på udvikling af relationerne mellem hinanden for at det bliver muligt at mestre både individualitet og samhørighed med andre.
Vi møder børnene med nærvær, respekt, et åbent sind og på barnets præmisser. Vi lytter og aflæser barnets mimik, kropssprog og sindsstemning og viser, at vi hører barnet og forstår hvilken sindsstemning, det har i kroppen. Barnet vil føle sig anerkendt, når vi sætter ord på og følger dets initiativer og handlinger. Det betyder ikke, at vi altid skal acceptere barnets handlinger eller reaktioner, hvis vi finder dem uhensigtsmæssige. I de situationer er det vigtigt, at vi er autentiske voksne, hvor det, vi udtrykker verbalt, skal hænge sammen med vores kropssprog og handling.
Vi hjælper barnet med at finde andre måder at handle på ved at guide det. Det skal opleve, at det ikke er dets følelser, der er forkerte, men dets handlinger, der skal ændres.
Vi er samtidig konsekvente og tydelige voksne, der skaber rammer for barnet. Rammesætningen må ikke være en udstikning af konsekvenser, men voksne, der holder fast i det, de har besluttet for barnet. Det skaber trygge børn.