Indkøring af nye børn
Opstart er meget individuelt. Nogle børn har brug for mere tid end andre. Når jeres barn skal starte hos os, sender vi jer et velkomstbrev med indbydelse til en opstartssamtale. I vil blive tilknyttet en primærpædagog, som vil være særlig opmærksom på jeres barn det første stykke tid. Det er også denne pædagog, der har samtaler med jer.
I er meget velkomne til at besøge os, inden barnet starter, og vores legeplads står altid åben – alle dage og tidspunkter – så jeres barn kan blive bekendt med Stokrosen.
Kommende skolebørn
Der kommer et tidspunkt, hvor børnehaven får en ende, og hvor nye og spændende eventyr venter i skole- og DUS-verdenen. Vi vil gerne hjælpe børnene med at blive skoleparate. For at modne børnene til skolen fokuserer vi i Stokrosen på to emner: værkstedsgruppe og børnebog.
I værkstedsgruppen, der starter i september, arbejder vi med tal og bogstaver. Børnebogen er et målrettet projekt, der lærer børnene at samarbejde, bruge fantasien, blive interesseret i bogstaver og tal, øve sig i at lytte og udføre kollektive beskeder samt vente på hinanden og føle ansvar for, at en gruppe fungerer. Vi læser hver dag et kapitel op fra en bog, der passer til børnene og deres behov, og projektet skal ende ud i, at hvert barn har lavet deres egen bog. Desuden danner børnebogen et fællesskab for en gruppe børn, som de kan bygge videre på, når de starter i skole og DUS.
For at successikre overgangen fra børnehave til skole og DUS har vi et tæt samarbejde med skolen og de andre børnehaver i Vestbjerg.