Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Aktiviteter i løbet af året

Nogle af vores aktiviteter

Jul: Når juletiden nærmer sig, pynter vi op indenfor, og udenfor leder vi efter julemanden.

Skoven: Spirerne går i skoven hver uge for at få gode og spændende oplevelser i naturen. Her får de tilmed mulighed for at følge naturen året rundt.

Musik for de 0-3-årige: Bønnerne går i kælderen, hvor der bliver sunget og danset. Målet er at lære børnene at finde glæde ved musik, nye sange, sanglege og rytme. Derudover styrker det børnenes sociale, sproglige og motoriske kompetencer.

Børnebog: Vi laver børnebog med de kommende skolebørn for at gøre dem skoleparate. Børnene lærer at samarbejde, bruge fantasien og blive interesseret i bogstaver og tal. De øver sig i at lytte og udføre kollektive beskeder, vente på hinanden og føle ansvar for, at gruppen fungerer.

Fastelavn: Vi holder fastelavnsfest for hele huset, hvor alle kommer udklædte. Vi slår katten af tønden og spiser slik og fastelavnsboller.

Påske: Til påske klipper vi påskepynt og holder påskefrokost for børn og personale med et lækkert ta’-selv-bord. Begge stuer er på en lille påskejagt efter påskeæg, som påskeharen har gemt til dem.

Ryste-sammen-dage: Førskolebørnene fra de tre børnehaver i Vestbjerg mødes tre dage i Tinghytten. Idéen med disse dage er at styrke den gode overgang fra børnehave til skole. Børnene lærer hinanden at kende og skaber venskaber på tværs.

Skovuger: I en uge flytter vi Spirerne ud i spejderhytten, Tinghytten. Det er en dejlig og anderledes måde at være sammen på, hvor der ikke er en fast struktur på, hvordan dagen skal forløbe. Målet er, at børn og voksne har god tid sammen, kan lege i skoven og have naturen på tæt hold.

Arbejdsdag: En hyggelig dag, hvor vi dyrker det sociale fællesskab, mens vi reparerer, gør rent, bygger nyt, maler og laver, hvad der nu trænger til en kærlig hånd i Stokrosen. Vi starter en fredag kl. 14, hvor forældre træder til, når de får fri. Dagen afsluttes med fællesspisning for store som små.

Børnehaveklassefest: Vi holder børnehaveklassefest for skolebørnene og de voksne fra Spirestuen. De voksne vælger et tema for festen. Det kan for eksempel være være abefest eller popstar. Vi får velkomstdrinks, dejlig mad og sørger for sjov underholdning.

Bedsteforældredag: En populær dag, hvor børnene har mulighed for at vise Stokrosen frem til deres bedsteforældre. Vi hygger med kage og kaffe og laver forskellige aktiviteter på legepladsen, og hvis ikke bedsteforældrene har mulighed for at komme, må børnene gerne invitere en anden.

Maddage: 4 gange om året har vi fælles maddag, hvor børnene er med til at bestemme, hvad vi skal spise. Eksempler herpå er Nytårsfest, Jule- og Påskefrokost, høstfest.