I sommeren 1970 blev der indkaldt til møde blandt Vestbjergs borgere. Det var Vestbjerg Borger og Grundejerforening, der tog initiativet. De ville oprette en børnehave, men manglede en startkapital på 25.000 kroner. Beløbet blev hurtigt indsamlet blandt interesserede forældre.
I december samme år åbnede Stokrosen som heldagsbørnehave, hvor der var plads til 40 børn i alderen 3-6 år. Den officielle indvielse af Stokrosen fandt sted den 17. april. Børnehavens daglige drift blev forestået af en bestyrelse bestående af tre forældrerepræsentanter og to medlemmer af Borger og Grundejerforeningen samt et personale. Bestyrelsen havde indflydelse på driftsbudgettet i de første år og fastsatte også forældrebetalingen i overensstemmelse med dette. Siden 1976 er disse opgaver overtaget af Aalborg Kommune.
Siden Stokrosens begyndelse er der sket en del ændringer både i normering og børnesammensætning. Siden 2006 har vores normering været på 25 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn.
Stokrosen er i dag medlem af DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation, der er en interesseorganisation for både selvejende samt private og kommunale daginstitutioner. DLO arbejder for børnenes og daginstitutionernes vilkår og yder konsulenthjælp og rådgivning til bestyrelser, forældrebestyrelser og ledelser.
Bestyrelsen står, sammen med personalet, for den daglige drift. Den består i dag af 10 medlemmer; seks forældrerepræsentanter, to suppleanter, der er valgt af forældre, samt en leder og en medarbejderrepræsentant.